VIA University College

Få mere tid til det sjove – 3 gode råd fra studentervejlederen

Få tid til det sjove – 3 gode råd fra studentervejlederen

Gruppearbejde, kaffeaftaler, forelæsninger og sport. Der er mange ting, du skal nå i hverdagen som studerende. Studentervejleder Mads giver gode råd til, hvordan du bedst planlægger din tid.

 Få overblik over din studieplan og disponér din tid

Din studieplan er oversigten over, hvad du skal læse det næste stykke tid. Den viser dig, hvorfor du lærer det, du gør lige nu, og hvad det fører til. Studieplanen hjælper dig også til at disponere din tid. Når du gennemgår din studieplan, kan du finde det, du synes er svært og prioritere det først. På den måde får du også overblik over, hvornår du får ekstra travlt.

Det kan være en god idé at printe studieplanen og strege de forskellige aktiviteter over for at få overblik. Ud fra den kan du lave en uge- eller månedsplan for det, du skal nå. Vær realistisk når du laver dine uge- eller månedsplaner, så din plan ikke skrider helt fra starten.

 Læs også: Tilrettelæg din studietid

 Brug din studiegruppe og spar tid

Du kan få meget ud af at arbejde i grupper, men det kræver en indsats fra alle at skabe en god gruppedynamik, så samarbejdet fungerer. I gruppen kan I lave planer for, hvordan I skal arbejde sammen, og hvad I skal nå. Uddel tekster eller kapitler imellem jer, læs og tag noter hver især og fremlæg så for hinanden. Når du ikke skal læse alt, sparer du tid.

Efter gruppearbejdet kan du altid fordybe dig yderligere, hvis der var noget, du ikke fik helt styr på. Eller noget du synes var ekstra spændende. Desuden bliver du øvet i at formidle det, du læser. Du kan selv skabe en gruppe med dem, du arbejder godt sammen med, hvis studiet ikke gør det.

Ved løbende at læse sammen og tage fælles noter som I deler gennem fx Google Drive, sparer du også tid til eksamen, hvis du allerede har alle noter. Fællesnoterne kan du sammenholde med de noter, du tager i timerne.

 Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg

 Find et godt arbejdssted og tilrettelæg dine pauser

Det kan være en god idé at have en fast og struktureret hverdag. Tænk dit studie som et fuldtidsstudie og vær fx på skolen kl. 8-15 – også selvom du ikke har timer. Her kan du læse op, forberede oplæg, osv. På den måde er du omgivet af medstuderende, hvilket kan være motiverende for arbejdet. Du er også tæt på undervisere og medstuderende, som du kan spørge om hjælp.

Vær realistisk i din måde at arbejde på. De færreste kan koncentrere sig i flere timer uden en pause. Du kan fx lave et mål om at læse i 45 min. og så have pause i 15 min., hvor du kan få frisk luft og en kop kaffe. For at arbejde effektivt og uforstyrret kan du slå internettet fra på din mobil og pc. Hold planen, så du ikke føler et nederlag. Og husk pauser, som du kan arbejde hen imod.

Det er forskelligt, hvor man arbejder bedst. Hvis du ikke arbejder så godt på skolen, kan du prøve andre steder som fx biblioteker eller cafeer. Det kan også være, at du er god til at koncentrere dig hjemme. Vælg et sted, hvor du kan finde ro og føle dig inspireret.

 Læs også: Fra elev til studerende – hvordan forbereder du dig på dit nye liv?

Få hjælp til dit studievalg. Hent vores e-bøger

KATEGORIER

OM BLOGGEN

Dinstudievej.dk er for dig, der står over for at vælge videregående uddannelse. Vores ambition er at hjælpe dig med at blive mere afklaret og inspirere dig til at træffe det rette studievalg.

Dinstudievej.dk er udviklet af VIA University College, Danmarks største professionshøjskole.

Læs mere om vores uddannelser på via.dk

SENESTE INDLÆG

2018-01-05T14:21:36+00:00 4. oktober 2017|Studieliv|