Få helt styr på optagelsesreglerne

Der er en række regler, som du bliver nødt til at sætte dig ind i, inden du søger ind på en videregående uddannelse. Her får du svar på fem af de vigtigste spørgsmål om ansøgning og optagelse.

Kvinde med en bog for sit hoved

1. Hvor mange uddannelser kan jeg søge ind på?

Du kan søge op til 8 forskellige uddannelser i prioriteret rækkefølge. Det kan både være ansøgninger i kvote 1 og 2. Men du kan højst blive optaget på én uddannelse ét sted.

Optagelsesportalen Optagelse.dk åbner for ansøgninger 1. februar. Du kan logge ind lige så mange gange, du vil. På den måde kan du arbejde på din ansøgning af flere omgange helt frem til deadline. Det er en god idé at gå i gang i god tid.

Bemærk, at du har pligt til at oplyse, hvis du i forvejen har afsluttet anden videregående uddannelse helt eller delvist. Det kan eventuelt give dig mulighed for merit.

Hent e-bog: Sådan søger du ind - 9 nyttige guides til din kvote 1 eller 2 ansøgning

2. Hvad er kvote 1? 

I kvote 1 bliver din ansøgning alene bedømt på baggrund af karaktergennemsnittet fra din adgangsgivende eksamen, fx stx, hf, hhx, eux eller htx.

Hvis dit gennemsnit er lavere end, eller lige omkring, det adgangsgivende gennemsnit fra sidste år, kan du overveje at søge i kvote 2 for at optimere dine chancer.

Når du søger i kvote 2, vurderes din ansøgning samtidig i kvote 1 (hvis du søger ind med en gymnasial uddannelse).

Se adgangskvotienterne i kvote 1 fra sidste optagelse på ug.dk 

3. Hvad er kvote 2?

I kvote 2 bliver din ansøgning bedømt på baggrund af dine samlede kvalifikationer. Det vil sige, at den bliver vurderet bredt og ikke udelukkende på dit karaktergennemsnit. Det kan fx være kvalifikationer, du har opnået gennem erhvervsarbejde, højskoleophold eller udenlandsophold.

Der er stor forskel på, hvilke kriterier de forskellige uddannelser lægger vægt på. Derfor skal du altid tjekke den enkelte uddannelses hjemmeside.

Vær opmærksom på, at nogle uddannelser udelukkende optager studerende gennem kvote 2.

4. Hvornår er deadline for at søge ind?

Uanset hvilken uddannelse du vil søge, og om det er gennem kvote 1 eller 2, så foregår din ansøgning online på

Optagelse.dk

Her gælder nogle fastsatte datoer og tidspunkter, som er vigtige at kende:

  • 1. februar: Optagelse.dk åbner for ansøgninger
  • 15. marts kl. 12.00: Ansøgningsfrist for kvote 2 + ansøgere med udenlandsk eller international eksamen
  • 5. juli kl. 12.00: Ansøgningsfrist for kvote 1
  • 28. juli: Alle ansøgere får svar. Dog sendes svar fredagen før, hvis den 28. juli er en lørdag eller søndag.

5. Hvad er en stand-by plads? 

Standby er et ventelistesystem. En standby-plads kan blive til en studieplads det år, du har søgt ind, eller året efter. Du skal være opmærksom på, at hvis du får en standby-plads, bliver du ikke optaget på nogen af dine andre prioriteter.

Derfor kan en standby-plads være en god ide, hvis du kun har én drømmeuddannelse. Men søger du flere steder, eller flere uddannelser samme sted, så kan det forhindre dig i at komme ind på dine lavere prioriteter.

Det er derfor vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i konsekvenserne ved at vælge en standby-plads, inden du søger.

Læs mere om standby-pladser på ug.dk

Mere inspiration

Find den rigtige uddannelse – 6 konkrete forslag til dig
Artikel Gå til siden
Skal du søge i kvote 2?
Gå til siden
7 tips til den motiverede ansøgning
Gå til siden
Tjekliste – 5 gode råd til din ansøgning
Gå til siden
Forbered dig på optagelsesprøven
Gå til siden