VIA University College

Træf studievalget med ro i maven: 8 gode råd

Studievalg tvivl gode råd

Er du også i tvivl om dit studievalg? Og føler du dig presset af at skulle vælge, fordi du ikke føler dig helt sikker? Bare rolig. Tvivl er en helt naturlig del af det at træffe et uddannelsesvalg, og du er langt fra den eneste, der mærker den. Her får du otte gode råd, der hjælper dig med at tæmme din tvivl og ubeslutsomhed.

De færreste føler sig hundrede procent afklarede, når de sender ansøgningen afsted. For mange falder det hele først rigtigt på plads, når de starter på uddannelsen. Og for nogen måske endda først, når de har været i gang i et stykke tid og er rigtig landet som studerende.
Men hvordan tøjler du tvivlen og får ro i maven til at træffe et studievalg?

 Afklar hvad din tvivl handler om

For at afhjælpe din tvivl, er du nødt til at få konkretiseret, hvad tvivlen egentlig bunder i. Måske finder du ud af, at det i virkeligheden handler om noget helt andet end selve valget af uddannelse.

Er jeg klar til at flytte hjemmefra? Kan jeg finde ud at være studerende? Kan jeg overhovedet finde noget at bo i? Har jeg afsøgt alle mine muligheder for uddannelser, der interesserer mig, eller vælger jeg i blinde?

Jo mere bevidst du er, om hvad det er, der gør dig usikker, jo bedre kan du sætte ind med konkrete løsninger eller søge råd hos nogen, der kan hjælpe dig videre.

Sæt din stemme i Tvivl-o-meteret og bliv klogere på din egen og andres tvivl

Sæt din stemme i Tvivl-o-meteret og bliv klogere på din egen og andres tvivl

 Drop jagten på det perfekte

Gør op med forestillingen om, at du kan træffe det perfekte studievalg. Perfekt findes ikke. Det gør den perfekte uddannelse heller ikke. Du vil altid kunne forestille dig noget, som er mere perfekt. En uddannelse som måske vil passe bedre til dig. Eller som virker endnu mere spændende.

Tro på at den beslutning, du tager, er ok. Jo mere du bestemmer dig for at være glad for det, du vælger, jo bedre vil din beslutning føles.

 Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg

 Giv dig selv lov til at synes, det er svært

Tvivl er et livsvilkår, som du lige så godt kan blive gode venner med en gang for alle. Det er helt normalt at føle tvivl både inden og efter, du har valgt uddannelse. Faktisk er det kun et tegn på, at du tager det seriøst, og at valget er betydningsfuldt for dig.

Tvivlen gør nemlig, at du bruger mere tid på at undersøge dine muligheder og de uddannelser, du overvejer. Og det vil aldrig være spildt.

Så lad være med at bebrejde dig selv, at du er ubeslutsom eller usikker. Giv i stedet dig selv et klap på skulderen og anerkend, at det her er et valg, der kræver noget ekstra af dig.

 Brug både hjerne og hjerte

Nogle mennesker er bedst til at træffe fornuftprægede beslutninger baseret på fakta og viden. Andre vælger med hjertet eller mavefornemmelsen og beslutter sig ud fra, hvad der føles bedst eller intuitivt virker mest rigtigt.

Øv dig i at kombinere de to tilgange, når du skal træffe dit studievalg. Din beslutning bliver nemlig både nemmere og bedre, når du giver plads til både hjerne og hjerte.

 Læs også: Sådan afklarer du dine personlige og faglige kompetencer

 Undgå at bruge andre som ”krykker”

Det er altid en god idé at snakke med dine forældre og venner om studievalget, da de kender dig godt og kan give dig gode råd med på vejen. Men hvis du lytter mere til dem end til dig selv, nærer du din ubeslutsomhed. Betragt dem i stedet som gode sparringspartnere, som du kan vende dine tanker, spørgsmål og ideer med. Ikke som nogen, der skal pege på, hvad du skal vælge.

Hold fokus på at valget er dit, og lad ikke andre træffe det for dig. Og find fred med, at du ikke behøver at føle dig hundrede procent sikker for at træffe dit valg.

 Læs også: 6 gode råd til, hvem du kan spørge om hjælp

 Slip forventningspresset

Dine egne eller andres forventninger til dig kan føles som et stort pres, når du skal træffe dit studievalg. Måske føler du dig presset til ikke at ”spilde tiden” og gå direkte i gang med studiet efter gymnasiet. Eller udnytte dit snit bedst muligt og søge ind på en prestigefyldt uddannelse, selvom det måske slet ikke er dig.

For at finde ro i maven, skal du slippe de forventninger, du oplever fra dig selv, skole, forældre eller kammerater.Sig tydeligt fra og hold fokus på, at studievalget handler om dine ønsker og drømme for fremtiden.

Og det er helt ok at vælge noget andet, end det andre måske forventer af dig.

 Betragt studievalget som starten på en rejse

Uddannelsesvalget er ikke en endestation. Det er tværtimod kun begyndelsen på en spændende rejse, som du selv kan være med til at forme.
Undervejs i din uddannelse vil masser af muligheder byde sig til. Du kan tone din uddannelse med valgfag. Komme i praktik og få nye perspektiver på faget og dine jobmuligheder.

Og når eksamensbeviset er i hus, venter en ny etape på rejsen. Efter- og videreuddannelse giver dig nye muligheder for bygge oven på din uddannelse eller specialisere dig inden for helt nye områder. På den måde vil du opleve, at dit arbejdsliv vil ændre sig løbende gennem livet.

 Find ro i, at valget ikke er endegyldigt

Mind dig selv om, at dit studievalg kan gøres om senere, hvis det viser sig at være helt forkert. Måske koster det penge, tid eller anstrengelse. Men muligheden er der oftere, end du måske tror. Og hvis du ikke prøver noget af, finder du jo aldrig ud af, hvad der er det rigtige for dig!

Få hjælp til dit studievalg. Hent vores e-bøger
Bliv klogere på din egen og andres tvivl
Kender du karrieretypen? Test din viden lige her

KATEGORIER

OM BLOGGEN

Dinstudievej.dk er for dig, der står over for at vælge videregående uddannelse. Vores ambition er at hjælpe dig med at blive mere afklaret og inspirere dig til at træffe det rette studievalg.

Dinstudievej.dk er udviklet af VIA University College, Danmarks største professionshøjskole.

Læs mere om vores uddannelser på via.dk

SENESTE INDLÆG

2018-09-12T14:20:28+00:00 6. september 2018|Studievalg|