Studiebolig – fordele og ulemper ved 4 forskellige boligformer

2017-08-10T13:24:16+00:00 14. august 2017|ØKONOMI & BOLIG|

Går du og overvejer, hvilken studiebolig du gerne vil ha’, når du skal i gang med at læse? Her har vi samlet de 4 bedste og de 4 værste ting ved at bo i egen lejlighed, i bofællesskab, på kollegie – eller blive boende hjemme hos mor og far.

 

studiebolig infografik

Kollegie

Rigtig mange studerende bor på kollegie, fordi det er en af de billigste boligformer som studerende. Desuden er det en meget social boligform, hvor du træder ind i et fællesskab og en kultur med tradition for madklubber, tour de chambre fester og andre sociale aktiviteter. Flytter du til en ny by, er det en rigtig god måde at lære nye mennesker at kende på.

Kollegierne i Danmark er meget forskellige, og nogle består af mindre lejligheder, men de fleste tilbyder værelser med fælles køkken. Værelserne er relativt små, så du skal være forberedt på at bo tæt sammen med mange andre unge på godt og ondt.

 Læs også: Er du på jagt efter studiebolig – Få 8 tips til boligjagten

Egen lejlighed

Hvis du får tics ved tanken om at skulle bo sammen med en masse fremmede mennesker, er egen lejlighed måske den bedste løsning for dig. Her får du dit helt eget hjem, som du kan indrette, som du vil og suverænt bestemme, hvem du inviterer og hvornår.

Ulempen er, at du er alene om huslejen, så det er en relativ dyr løsning – især i de store studiebyer som Aarhus og København. Desuden er der risiko for, at du kan komme til at føle dig ensom, hvis du bor alene. Privatliv i lange baner kan være både en velsignelse og en forbandelse – afhængigt af temperament og dit liv i øvrigt.

 Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg

Bofællesskab

En mellemting mellem kollegie og egen lejlighed er bofællesskab, hvor du bor sammen med nogle få udvalgte venner eller bekendte – eller mennesker, der bliver det. I kommer hurtigt til at kende hinanden godt, når I bor sammen og får nogle fælles oplevelser. Desuden er det sjovere at lave mad og gøre rent, når man er flere om at hjælpe hinanden. Og I er flere om at dele huslejen!

Bagsiden af medaljen er, at du har begrænset privatliv, og I skal blive enige om nogle fælles husregler, så alle kan trives, og hjemmet fungerer. Det er bøvlet, hvis man bliver uvenner, når man bor så tæt sammen.

 Læs også: Vælg den rigtige studieby – 4 ting, du bør tage med i dine overvejelser

Blive hjemme ved far og mor

Kan du slet ikke overskue tanken om husleje, indboforsikring og flyttebøvl, så kan du overveje at udskyde beslutningen og blive boende hjemme hos dine forældre. Hvis de vil ha’ dig!
Det er sandsynligvis det billigste – måske endda gratis – og alt er velkendt. Fordelen er, at der er mad i køleskabet, og måske bliver dit vasketøj også ordnet på mirakuløs vis.

Men det er svært at blive rigtig voksen og stå på egne ben, når du stadig bor på dit børneværelse. Og det er svært at holde en spontan fest, når mor og far skal spørges om lov først. Desuden giver det sjældent point i en scoresituation, at du ikke er kommet videre i dit liv.

 Læs også: Er du flyttet hjemmefra? 10 praktiske ting du skal have styr på 

Hent e-bog: Den ultimative guide til dit studievalg

OM BLOGGEN

Dinstudievej.dk er for dig, der står over for at vælge videregående uddannelse. Vores ambition er at hjælpe dig med at blive mere afklaret og inspirere dig til at træffe det rette studievalg.

Dinstudievej.dk er udviklet af VIA University College, Danmarks største professionshøjskole.

Læs mere om os og vores uddannelser på via.dk
2017-08-10T13:24:16+00:00 14. august 2017|ØKONOMI & BOLIG|