VIA University College

Hvad skal jeg læse? Få gode råd fra studievejlederen

Studievejleder vejleder pige om uddannelse

Er du i gang med at undersøge, hvilken uddannelse du skal tage? Læs hvad studievejlederen fra Studievalg siger.

Hver dag får studievejledere over hele landet henvendelser fra unge mennesker, der er i tvivl om valg af uddannelse. Hvilken uddannelse skal jeg søge ind på? Hvilket arbejde kan jeg få med de forskellige uddannelser? Eller, hvad skal jeg gøre, når jeg ved, hvor jeg vil søge ind? Karen Lintner, Studievalg Østjylland, giver gode råd til valg af uddannelse.

Inddel din søgen i mindre bidder

For at gøre det mere overskueligt at søge uddannelse, anbefaler Karen Lintner at inddele arbejdet i mindre bidder. I studievejledningen hos Studievalg Østjylland inddeler de altid valgprocessen i tre elementer: Viden, selvindsigt og handling.

 Viden – find al den fakta du har brug for

Undersøg, hvad du kan finde om de uddannelser, du har i tankerne. Det kan være på uddannelsernes hjemmesider og på ug.dk

 Selvindsigt – mærk efter, om de uddannelser du har i tankerne, også passer til dig

Snak med andre om, hvad du er god til. Og vær altid åben om din tvivl. Tror du, at jeg ville passe godt som lærer? Er jeg serviceminded? Sidder mine hænder, som de skal? Det er vigtigt at være åben om din usikkerhed, så du får svar, du kan bruge til noget.

 Læs mere: Hvad skal jeg studere? – 6 råd til hvem du kan spørge om hjælp

 Handling – nu har du indkredset en eller flere uddannelser, der har din interesse

Så skal du handle. Kontakt studievejlederne på den konkrete uddannelse. Spørg om du må komme på besøg og opleve studiemiljøet. Tal med studerende fra uddannelsen. Du kan også besøge en arbejdsplads, hvor de arbejder med det, du gerne vil uddanne dig til.
Hvis det er muligt, er det en rigtig god idé at prøve et arbejde inden for det område, du overvejer at uddanne dig til. Som fx på en skole, et sygehus, i en butik, i en større virksomhed eller på et offentligt kontor.

 Læs mere: Er du i tvivl? – prøv uddannelsen af

De tre elementer griber ind i hinanden. Fx får du typisk ny viden ved at besøge en uddannelse – som er en handling. Denne handling sætter også tanker i gang hos dig, som igen peger på selvindsigt.

 Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative studieguide til dit studievalg

Hvilken karriere får jeg?

Inden for de seneste år har de unge fået større fokus på jobperspektivet.

”Mange vil gerne vide, hvad de kan blive med forskellige uddannelser. Det er blevet mere tydeligt, at en uddannelse ikke automatisk fører til én bestemt karriere. Du er i højere grad selv med til at skabe din egen karriere,” siger Karen Lintner. Hun anbefaler, at man søger information, om de forskellige jobmuligheder en uddannelse umiddelbart lægger op til. Og at man også tænker ud af boksen ind imellem.

”Der er så mange forskellige muligheder og ikke mange begrænsninger. Alle, der læser til fx læge, kommer jo ikke til at arbejde med det samme. Der er forskellige specialiseringsmuligheder i løbet af uddannelsen,” siger Karen Lintner. Hun understreger, at en også finder nye veje, efter de er uddannet, fx via efteruddannelse.

 Læs mere om at finde nye karriereveje

Må jeg tage mere end en uddannelse?

Et andet spørgsmål, der i høj grad presser sig på, er bekymring over loven om dobbeltuddannelse, der begrænser muligheden for at tage flere uddannelser.

”Vi får mange henvendelser fra unge, der er er usikre, fordi de ikke kan gennemskue loven om dobbeltuddannelse. Flere udtrykker bekymring for, at valget af uddannelse nu skal være 100 procent rigtigt, fordi de ikke kan vælge om,” siger Karen Lintner. Og fortsætter:

”Det punkterer vi straks. For det er ikke tilfældet. Det er rigtigt, at man ikke må tage to uddannelser på samme niveau. Inden for seks år. Men man kan godt starte på en uddannelse, og efterfølgende vælge om, hvis man ikke har færdiggjort den første uddannelse. Man kan også afslutte uddannelsen og prøve at arbejde inden for faget i nogle år. Og efter seks år, er der igen mulighed for at tage en anden uddannelse.

Læs om begrænsning af dobbeltuddannelse

Hun fortæller, at der er flere, der spørger om, de skal droppe den uddannelse, de allerede nu er i gang med. Fordi de er i tvivl om, de kan tage en anden uddannelse, hvis de allerede har en på samme niveau.

“Det kan være en svær beslutning at skulle droppe ud af sin uddannelse,” siger Karen Lintner. Hendes bedste råd er at være åben om sine tvivl, tale med studievejlederne på uddannelsen, undersøge karrieremulighederne – måske er der noget, man ikke har fået øje på – og så give det en chance til.

Lær af dine fejl

Ifølge Karen Lintner er det er de færreste, der bliver 100 procent sikker på, hvilken uddannelse de vil læse. Men de fleste bliver rigtig glade for deres valg.

”På et tidspunkt skal du tage et valg og søge ind på en uddannelse. Du skal ikke forvente, at du bliver 100 procent afklaret. Du vil sandsynligvis altid have en lille tvivl. Men det gør ikke noget. For du lærer også af de fejl, du laver. Og så kan du bruge din tvivl til at gøre dig endnu mere klar på, hvad du egentlig gerne vil,” siger Karen Lintner og understreger, at valg af uddannelse bare er et ud af mange valg i livet. Og, at mange ender med at lave noget helt andet, end det de regnede med, da de søgte ind på deres uddannelse.

På studievalg.dk finder du en vejleder i nærheden af dig. Her har du mulighed for at få en personlig samtale. 

Du kan også få vejledning via chat, mail og telefon igennem e-vejledningen

Få hjælp til dit studievalg. Hent vores e-bøger
Bliv klogere på din egen og andres tvivl
Kender du karrieretypen? Test din viden lige her

KATEGORIER

OM BLOGGEN

Dinstudievej.dk er for dig, der står over for at vælge videregående uddannelse. Vores ambition er at hjælpe dig med at blive mere afklaret og inspirere dig til at træffe det rette studievalg.

Dinstudievej.dk er udviklet af VIA University College, Danmarks største professionshøjskole.

Læs mere om vores uddannelser på via.dk

SENESTE INDLÆG

2017-12-21T13:26:59+00:00 15. maj 2017|Studievalg|