Er du flyttet hjemmefra? 10 praktiske ting, du skal have styr på

2017-08-23T12:31:50+00:00 10. august 2017|ØKONOMI & BOLIG|
10 råd til dig, der er flyttet hjemmefra

Der er meget at tænke på, når du skal flytte hjemmefra: Økonomi, budget, bank, lejlighed, forsikring. Få styr på dit nye liv og alle de praktiske ting med vores gode råd til dig, der lige er eller står over for at flytte hjemmefra! 

 Folkeregisteradresse

Du skal melde flytning til Folkeregistret senest fem dage efter din flytning. Du melder din flytning digitalt på hjemmesiden for den kommune, du flytter til eller på borger.dk med dit Nem-ID.

 Læge og tandlæge

Det er gratis at skifte læge i forbindelse med flytningen. Du skal vælge en læge, der bor max 15 km fra din bolig. Du kan skifte læge samtidig med, at du melder flytning på borger.dk Her kan du også se, hvilke læger, der har åbent for tilgang. Overvej også at finde ny tandlæge, hvis du flytter langt væk.

 Få mere inspiration i e-bogen: Den ultimative guide til dit studievalg

 Post

Når du flytter til en anden adresse i Danmark, skal du give PostNord besked om din flytning. Det kan du gøre via PostNords digitale postservice, ePosthuset eller samtidig med at du melder flygtning på borger.dk

 Adresseændring

Når du flytter adresse, får de fleste offentlige institutioner automatisk besked om din flytning, det gælder også SU-styrelsen, din bank og din uddannelsesinstitution. Derimod skal du selv sørge for at give besked om adresseændring til fx:

  • Tandlæge
  • Læge – hvis du beholder den samme læge
  • Arbejdsgiver
  • Fritids- og idrætsforeninger
  • Abonnementer på magasiner, blade og andet

Få mere information på cpr.dk

 SU

Du kan tidligst søge SU, når du har fået besked om, at du er optaget på en uddannelse – og tidligst en måned, før du starter på din uddannelse. Du kan se den gældende sats på su.dk Vær opmærksom på, at du ikke kan få SU med tilbagevirkende kraft. Du sender din ansøgning digitalt på su.dk

 Læs også: 6 (spare)tips til livet på SU

 Læg et budget

Læg et budget for et helt år, så du har styr på både de månedlige udgifter til bolig og de regninger, som kommer kvartalsvis som el og vand. På den måde undgår du en tom konto sidst på måneden eller en tom lomme, når tandlægeregningen kommer.

Husk at opdatere dit budget jævnligt i takt med at du får flere eller andre faste udgifter.

Opret samtidig en budgetkonto, som du overfører et fast beløb til hver måned.

 Læs også: 5 tips, der hjælper dig med at holde styr på budgettet

 Boligstøtte

Du har mulighed for at søge boligstøtte hos Udbetaling Danmark, hvis du flytter i lejebolig. Du finder ansøgningsskema på borger.dk

Vær opmærksom på, at Udbetaling Danmark først kan behandle din ansøgning, når du har meldt flytning til folkeregistret. Når Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning, kan du få boligstøtte fra den 1. i måneden.

Du skal søge inden, der er gået en måned fra den dag, du flytter ind.

  Skat

Når du flytter i forbindelse med studiestart, betyder det sikkert, at din indkomst ændrer sig, fx hvis du går fra at have fuldtidsbeskæftigelse til SU. Hvis det er tilfældet, skal du huske at ændre din forskudsopgørelse i din personlige skattemappe på skat.dk

 Forsikring

Når du flytter hjemmefra er det vigtigt, at du får tegnet forsikringer, så du er dækket, hvis uheldet er ude. Du bør tegne både en indbo- og en ulykkesforsikring. På findforsikring.dk kan du nemt hente tilbud på forsikringer, tjekke prisforskelle og vælge det selskab, der matcher dig og dine behov behov bedst.

  Aflæsning af forbrug

Når du flytter ind i en lejebolig skal du aflæse forbrug og tilmelde din nye adresse hos forsyningsvirksomhederne. De skal have tallene senest 5 dage efter, at du er flyttet. På danskenergi.dk finder du en oversigt over en række energiselskaber i Danmark.

Få flere gode tips om at flytte hjemmefra på flyttehjemmefra.info

Hent e-bog: 9 uundværlige guides til dig, der skal vælge uddannelse og karrierevej
Kender du karrieretypen? Test dig selv!
Hent e-bog: Den ultimative guide til dit studievalg

OM BLOGGEN

Dinstudievej.dk er for dig, der står over for at vælge videregående uddannelse. Vores ambition er at hjælpe dig med at blive mere afklaret og inspirere dig til at træffe det rette studievalg.

Dinstudievej.dk er udviklet af VIA University College, Danmarks største professionshøjskole.

Læs mere om os og vores uddannelser på via.dk
2017-08-23T12:31:50+00:00 10. august 2017|ØKONOMI & BOLIG|